Dato

Tak for indsatsen

Tak for indsatsen

Af Forsvarsminister Morten Bødskov

På Flagdagen den 5. september fejrer hele Danmark de mange tusinder, der har været udsendt. De, der har været ude i verden med Dannebrog på skulderen for at stå vagt om frihed, demokrati og sikkerhed. Deres indsats fortjener den største respekt og taknemmelighed.

I år er det blevet endnu mere klart, hvor vigtigt det er, at Danmark har soldater, der er klar til at forsvare vores værdier. Ruslands invasion af Ukraine har ændret vores sikkerhedspolitiske virkelighed, og truslen er rykket tættere på.

Danmark har som mange andre lande handlet hurtigt for at imødegå den ændrede virkelighed: Den 6. marts blev der indgået et national kompromis om dansk sikkerhedspolitik, der sikrer et historisk løft af Forsvaret. Den 1. juni stemte et stort flertal af den danske befolkning for at ophæve forsvarsforbeholdet. Dermed er det nu muligt for danske styrker at indgå i EU-ledede missioner på lige fod med de øvrige EU-medlemslande.

Den nye virkelighed har også medført, at Danmark har udsendt en kampbataljon til Letland. Sammen med det eksisterende bidrag til Estland har vi nu i alt ca. 1.000 soldater udsendt til Baltikum. Dette understreger, at truslen er rykket tættere på, og at vi de kommende år vil have fornyet fokus på missioner i vores nærområder.

Det betyder dog ikke, at vi glemmer vores veteraner eller deres familier og pårørende – tværtimod. Den politiske aftale om styrket veteranindsats implementeres i øjeblikket. Med aftalen forbedrer vi mulighederne for de hårdest ramte veteraner, men har også fokus på øget anerkendelse af veteraner og pårørende generelt i samfundet. Det er vigtigt, at vi i fremtiden sikrer, at vores veteranindsats også passer til nye missionstyper samtidigt med, at vi holder fast i de dyrebare erfaringer, vi allerede har.

Som noget nyt har vi i år taget initiativ til at lave en bred partnerskabsaftale med erhvervslivet, kommunerne, de faglige organisationer og veteranorganisationerne. Partnerskabet skal være med til udbrede anerkendelsen af vores veteraner endnu mere. Det skal også sikre, at vi som samfund bliver endnu bedre til at støtte skadede veteraner i at komme i job.

Det er vigtigt for mig at understrege, at langt størstedelen af vores veteraner vender styrkede hjem fra deres udsendelser. De har opnået kvalifikationer, der kan bidrage positivt til samfundet og arbejdsmarkedet. Som samfund skal vi alle bakke op og være med til at anerkende deres indsats.

Veteraner og deres pårørende fortjener anerkendelse hele året, men Flagdagen markerer den officielle fejring af den enorme indsats, de har ydet for Danmark. Jeg opfordrer alle til at benytte dagen til at anerkende en veteran eller pårørende i deres netværk. Hvad end det er en kollega, en nabo, en tidligere klassekammerat eller en medarbejder, så brug lejligheden til at sige ham eller hende et stort tak.

Et stort tak skal også lyde fra mig personligt direkte til alle tidligere udsendte og deres familier: Tak for at være med til at sikre, at vi fortsat kan leve i et fredeligt og demokratisk land. I fortjener respekt og anerkendelse hver eneste dag, og I fortjener i den grad at blive fejret på årets Flagdag.

Tusind tak for jeres indsats og rigtig god Flagdag.

 

 

 

 

FLERE
artiKLER & INDLÆG