Dato

Anerkendelse kommer i mange former

Anerkendelse kommer i mange former

Af Henrik Dam Kristensen, Formand for Folketinget


I år er det 14. gang, Danmark afholder flagdag, hvor vi anerkender danskere udsendt på internationale fredsmissioner, og vi mindes dem, som faldt i tjenesten.

Den officielle del af programmet finder sted i København med kranselægning ved Kastellet og parade på Christiansborg Slotsplads.

Jeg har som formand for Folketinget deltaget ved Kastellet flere gange. Det er en bevægende og smuk ceremoni. Den minder os om, hvor meget vi har at takke dem, som passer på Danmark. Og hvor vigtigt det er at holde mindet om de faldne i live.    

Veteranerne har gjort det mere trygt for os herhjemme ved at sikre freden langt fra Danmarks grænser. Siden den første FN-mission i 1948 har Danmarks udsendte stillet sig mellem krigens parter for at skabe og bevare freden.

Samlet har omkring 50.000 danske soldater været udsendt til 30 FN-missioner i Europa, Mellemøsten, Asien og Afrika. Overalt har de gjort sig bemærket ved deres dygtighed og engagement.   

Et fælles træk for de udenlandske missioner har været at stabilisere konfliktområder. Så civilbefolkningen kan opbygge deres samfund. Så de har vand og elektricitet. Så børn kan gå i skole.  

Flagdagen kan ikke stå alene som den dag, hvor vi retter vores opmærksomhed mod veteranerne. Der er 364 andre dage på året, hvor pårørende til nuværende og tidligere udsendte har brug for vores anerkendelse og hjælp.  

Anerkendelse er ikke kun de ord, som vi siger ved særlige begivenheder. Anerkendelse kan antage mange former. En tak sagt i forbifarten til en mor, hvis søn er udstationeret. Et tilbud om at hente børnene i fritidshjemmet i en familie, hvor den ene forælder er udsendt.

Når man har mistet en søn eller bror på en mission, er der dage på året, hvor sorgen er særlig svær for de efterladte. Så skal vi være der for dem. Vi skal dele deres sorg. Lette deres byrde.  

I anledning af flagdagen vil jeg minde om, at vi har et fælles ansvar for at hjælpe familierne til vores veteraner og udsendte.   

De har sat fællesskabet over hensynet til egne interesser. Vi andre skal give tilbage ved at hjælpe dem og deres familier.

Det skylder vi dem.

FLERE
artiKLER & INDLÆG