Dato

Børnemedaljer – fordi baglandet spiller en kæmpe rolle

Af Allan S. Andersen, borgmester i Tårnby

I Tårnby Kommune har vi holdt flagdag de sidste syv år. Det er blevet en tradition, som jeg hvert år ser frem til, for det er vigtigt for os at markere den store indsats, vores veteraner har ydet ude i verden.

Forud for arrangementet sender vi en personlig invitation ud, men vi annoncerer også i lokalaviserne, da Flagdagen jo ikke kun hylder veteraner, som har været udsendt fra Forsvaret, men også dem, der har været udsendt af beredskabet og politiet eller som ngo’er.

Vi starter med en ceremoniel flaghejsning på pladsen foran rådhuset. Herefter går vi ind i rådhussalen, der er pyntet fint op med flag og blomster. Musikskolen spiller fædrelandssange, der understreger stemningen, og så holder jeg en tale for veteranerne, hvor jeg hylder dem for deres mod og handlekraft, men også taler om, at det kan give ar i sjælen at have været udsendt.

De seneste to år har vi uddelt børnemedaljer. Det er vigtigt at anerkende, at baglandet også spiller en kæmpe rolle. Både fordi det kræver opbakning og støtte hjemmefra at være sendt ud til verdens brændpunkter, men også fordi det er en svær opgave at være kæreste, ægtefælle, forælder og i lige så høj grad barn til en udsendt. Og børn kan have svært ved at sætte ord på savnet og uroen over at have en forælder, der er udsendt.

Det er veteranforeningen Familienetværket, der står bag Børnemedaljen, og det er et vigtigt initiativ, som vi i Tårnby Kommune er glade for at kunne bakke op om.

Til slut er der kaffe og morgenbrød og sat tid af til, at man kan få en snak med de andre veteraner. Vi synes, det er vigtigt også at gøre plads til det indbyrdes fællesskab. Veteranerne har en erfaring på godt og ondt, som de af os, der ikke har være udsendt, ikke fuldt ud kan tale med om. Derfor har vi også et godt og vigtigt samarbejde med Veterancentret, der tilbyder støtte og behandlingsmuligheder til både veteraner og pårørende. Vi har også en veterankoordinator i kommunen, som kan hjælpe med at formidle kontakten.

Med den verdenssituation vi har lige nu, er det vigtigt med et stabilt forsvar. Senest med krigen i Ukraine, der nu er gået ind i sit andet år, har vi set, hvordan krig kan rykke tæt på vores eget lands grænser, og balancen i verden kan ændre sig på et splitsekund.

Flagdag Børnemedaljer veteran
Borgmester i Tårnby, Allan S. Andersen

FLERE
artiKLER & INDLÆG