Dato

Det er ikke kun i krig, man kan falde

Af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M)  

Udgivet første gang i Flagdagsmagasinet 2025. 

Mange kommer hjem fra frontlinjen med åbne sår og dybe ar. Og for mange får ikke den behandling, de har behov for. Det kan og skal vi gøre bedre. 

En januardag sidste år mødte jeg tilfældigt Steffen Carlsen. Det var på en tankstation nær Skanderborg. Vi delte en smøg, som blev til to. Steffen fortalte mig, at han var tidligere jægersoldat og kæmpede med svær PTSD. Systemet i Danmark havde givet op, og han var nu på vej til USA for at få behandling. Steffens historie er desværre ikke unik. Mange kommer hjem fra frontlinjen med åbne sår og dybe ar. Og for mange får ikke den behandling, de har behov for.  

Det kan og skal vi gøre bedre. Vi kan ikke være andet bekendt. Vi har bedt unge mænd og kvinder om at risikere deres liv for Danmark. Ingen skal efterlades på perronen – eller tankstationen for den sags skyld.  

Derfor gjorde mødet med Steffen også stærkt indtryk på mig.  

Når jeg taler med Danmarks udsendte – om det er soldater eller sygeplejersker – nævner de ofte fællesskabet som en bærende drivkraft for deres indsats. Et fællesskab, der bygger på ganske særlige vilkår: Man har hinandens ryg. Man griber hinanden. Man er der, når det virkelig brænder på.  

Dét fællesskab skal danske udsendte også møde, når de vender hjem igen. Det er ikke kun i krig, man kan falde. Det hele kan styrte i grus herhjemme, når indtrykkene bundfælder sig – og virkeligheden er en anden. 

Vi andre kommer aldrig helt til at forstå, hvad det vil sige at være udsendt til krig og katastrofer. Aldrig helt. Men vi skal gøre forsøget. Derfor jeg er glad for, at regeringen sammen med et bredt flertal i Folketinget i slutningen af 2024 blev enige om en ny veteranaftale. 

Med aftalen er det er ikke længere sådan, at veteraner skal bevise, at deres PTSD skyldes udsendelse. Nu er udgangspunktet, at udsendelsen formodes at være årsagen. Og det gør det lettere at få anerkendt PTSD som en arbejdsskade og få den nødvendige hjælp. Et millionbeløb er afsat til at undersøge, hvordan internationale behandlinger kan gavne danske veteraner. For eksempel SGB-behandlingen – en medicinsk behandling, som kan lindre symptomer forbundet med PTSD, og som Steffen tog til USA for at få. Veteranaftalen gør det også nemmere for pårørende at få psykologhjælp og støtte. For en udsendelse forandrer aldrig bare én persons liv. Børn, ægtefæller, kærester, forældre, venner – det er en hel kreds af pårørende, som skal leve med de bekymringer, der følger med.  

Verden forandrer sig, og situationen er desværre mere alvorlig, end den har været længe. Krigen rykker tættere på os i Europa. Ukraine kæmper mod en aggressor, som truer frihed og fred. Ikke kun i Ukraine, men også hos os. Og de sikkerhedspolitiske spændinger breder sig til Arktis og Nordatlanten. 

Den virkelighed mærker vi alle. Det har ændret vores kollektive bevidsthed, og flere på tværs af rigsfællesskabet ønsker at tage et aktivt ansvar. Siden Ruslands fuldskala invasion af Ukraine aftjener alle værnepligten frivilligt. Og sidste år steg antallet af nye frivillige til Hjemmeværnet med 35 procent. Den største stigning siden den kolde krig.  

Med det følger også et større ansvar for at sørge for vilkårene for dem, der er villige til at kæmpe for, at vi andre kan leve sikkert og frit. 

Steffen Carlsen fortalte, at tankstationen nær Skanderborg betød noget helt særligt for ham. Det var her, han plejede at holde ind, når han skulle besøge sin gode soldaterkammerat René. René var jægersoldat og døde i Afghanistan i 2013. Savnet og sorgen efter René bærer Steffen og de efterladte resten af livet.  

Men med Flagdagen har vi fået et rum, et samlingspunkt – en mulighed for at mindes sammen. Flagdagen er ubetinget jeres: De faldnes, de udsendtes og de efterladtes.  

Jeres indsats for Danmark vil aldrig blive glemt.  

FLERE
artiKLER & INDLÆG